Den danske folkekirke m.m. før år 2000


Vor Frue Kirke / Københavns Domkirke

Vor Frue Domsogn - Vor Frue Dompastorat - Vor Frue Provsti - Københavns Stift - Københavns Kommune


Vor Frue Kirke / Københavns Domkirke

Adresse

Se aktuel adresse, kort mm.


Kirkens historie

Kirken er opført 1829 og indviet 7. juni 1829, den er derfor ikke Københavns ældste kirke – det var den nu forsvundne Skt Clemens Kirke. Den fik alligevel fra starten rang over byens andre kirker som kollegiatkirke, altså filialdomkirke under Roskilde-bispen. Det er nævnt, at kirkens grundlægger er Absalons efterfølger Peder Sunesøn. Grundlæggelsen har fundet sted i 1100-tallets sidste årti. I tiden op til reformationen fik kirken tilknytning til det nyoprettede universitet og 1539 blev dens status som universitetskirke stadfæstet og underlagt et konsortium, der bevarede sit pastronat helt til 1917. Først i 1924 blev Vor Frue Kirke udnævnt til Københavns Domkirke.
Ligesom næsten alle hovedstadens gamle kirker har Vor Frue oplevet katastrofer i brand og krig. Et forsvundet tympanon havde en indskrift, der meldte, at kirken 1316 blev genopbygget efter fire gange at have været hærget af ild. To af disse brande har antagelig været en følge af krigsbegivenheder, 1249 og 1259, og det vides, at kirken brændte i 1314. Den genopbygning, som fulgte på denne brand, skabte den højgotiske storkirke af tegl, som trods mindre brande, ændringer og tilbygninger stort set stod indtil byens lammende brandkatastrofe 20.-23. oktober 1728, der med fuld styrke ramte den gotiske kirke. Genopbygningen blev iværksat med betydelig energi. Kirken, der nu var forvandlet til en pompøs barok-bygning, kunne genindvies 1738, men først 1744 var det berømmelige spir rejst – det spir, der blev den gamle kirkes skæbne. Under bombardementet den 5. september 1807 ramtes spiret af en engelsk brandraket, der fængede i træværket. Dagen efter var kirken en røgsværtet ruin. efter flere overvejelser besluttede man at ombygge kirken totalt i tidens yndede nyklassicisme med C. F. Hansen som arkitet. Grundstenen blev nedlagt 1817, og indvielsen fandt sted 7. juni 1829; bygningen kunne dog først afleveres færdig 1832, og i 1840 blev den sidste af Thorvaldsens skulpturer opstillet. I 1910-1913 vakte et tilbud fra brygger Carl Jacobsen om at bekoste et nyt barokspir en vild diskussion, som der endte med, at tilbudet blev afslået.
Om den ældste kirkes udseende ved man så godt som intet – kun nogle ribbesten er fundet, og det er muligt at det overfor omtalte tympanon kan stamme fra den og først fik sin indskrift ved opførelsen af den højgotiske kirke. Derimod er denne ikke blot særdeles godt belyst gennem stik og opmålinger fra forskellige tider, men den har endog efterladt sig håndgribelige, meget karakteristiske spor, nemlig det nederste af kor-omgangens indre piller, som den dag i dag er tilgængelige under den nuværende mur. Vil man have et indtryk af den gotiske kirkes udseende, behøver man blot at tage over Sundet til Malmø, hvor dens søsterkirke, Skt. Petri, bortset fra det grimme, nygotiske tårn står ret uændret. Ligheden er ikke blot overfladisk. De to kirkers planer har været praktisk talt ens, og til disse to slutter sig yderligere Skt. Petri Kirke i Riga – alle tilhørende en fransk påvirket kirketype, som i 1300-tallets begyndelse vandt udbredelse i Østersø-egnens teglstensarkitektur – et højrygget, treskibet langhus med korsarme, der ikke når uden for sideskibsmurene og i øst et polygonalt kor, kranset af ligeledes polygonale kapeller, mellem hvilke der er indgående hjørner. Ved sydsiden af Vor Frue Kirke tilføjedes senere et kapitelhus i to stokværk og en række kapeller. I middelalderens slutning rejstes byens stolthed og smertensbarn – det vældige vesttårn med to sidekapeller og et himmelhøjt, ottesidet spir med fir esmå spir ved foden. En stor del af de reparationer, der er tale om i den tid, der gik inden branden ødelagde kirken, har med spiret at gøre.
Der skulle gå tre år, inden man efter mange overvejelser tog fat på genopførelsen af Vor Frue Kirke efter branden 1728, som kun havde efterladt de nøgne og til dels ildskørnede mure – en stor del af tårnets mure styrtede ned 1731. Mesteren for genopbygningsprojektet i barokkens ånd var J. F. Ramus, der for en del med Trinitatis Kirke som forbillede omskabte den gotiske kirke til en treskibet kirkehal, dog med bibeholdelse af det rige, middelalderlige korparti. De tidligere kapeller langs skibets mure blev slået sammen til lave, ydre sideskibe. Om end ikke helt fuldført kunne barokkirken indvies 1738. Spiret kunne først påbegyndes 1743 af Laurids de Thurah, der dog i høj grad var bundet af et projekt, som overceremonimester Lerche havde streget af efter en engelsk arkitekturbog. Det lidt over 120 meter høje spir stod færdigt i slutningen af 1744, men voldte som sine forgængere evindelige kvaler; fløjstangen måtte allerede 1755 afkortes og 1791-95 måtte det sammen med resten af kirken gennemgå en hovedreparation.
Under englændernes bombardement af København i begyndelsen af september 1807 antændtes som sagt spiret, og det styrtede ned over kirken, der atter blev lagt i ruiner. Genopførelsen blev 1809 overdraget til den rabiat nyklassicistiske arkitekt C. F. Hansen, som, selvom den nuværende monumentale, men ikke spændende bygning med benyttelse af de gamle sideskibsmure og tårnet, medens det gotiske korparti skånselsløst ofredes.


Kirken indvendig

Kirkerummet set mod højre (KMJ)

Kirkerummet set mod venstre (KMJ)

Kirken består af kor og skib i én vældig bygningsblok, hvortil der i øst slutter sig en halvrund apsis med omgang og i hvis vestende tårnet er indbygget. Murfladerne er pudset med rød mørtel, som er farvet af pulveriserede mursten, forneden kvaderfugede og over en bred cordongesims af sandsten glatte.
Hovedindgangen er i tårnets vestside gennem en stor, dorisk portikus med trekantgavl, og fra første færd var der i hver langside kun de rektangulære midtportaler med kvader-bossering og lave, profilerede trekantgavle. Først senere, i 1903, åbnedes de to sideportaler i vestpartiet.
Vinduerne er i murenes underdel lave og rektangulære, i overdelen store og rundbuede. Apsis har kun sine cirkelvinduer foroven i omgangen, hvor der mod øst er en retkantet portal med glatte, skrå vanger ved siderne.
Det enorme tag med ovenlys er afvalmet mod vest og har mod øst en brudt, lidet synlig gavl.
Tårnet hævet sig i tre afsæt og har mellem de to øverste en vægtergang; taget, der krones af et gyldent kors, er en ganske lav pyramide. Gennem tårnets ret snævnre, mørke underrum komme rman ind i en tværvendt forhal med nicher for enderne og tre rundbuede arkader mod kirkerummets lyse, tøndehvælvede hal, hvis understokværk fortsætter forhallens arkaderække; derover rejser overetagens doriske søjler sig, to for hver arkade. Bag disse søjlerækker løber der pulpiturer med høje, rundbuede arkader er der ligeledes indskudt et pulpitur.
Over søjlerækkerne løber en kraftig gesims, der danner basis for det kassetterede, halvcirkulære tøndehvælv, i hvis kassetter, nu af træ, der på blå bund er gyldne stjerner. Korrundingen har op til relieffrisen glatte vægge og derover en ligeledes kasseretteret halvkuppel. I hver side af korfaget er der enkelt udstyrede skriftstole, og koromgangen er uden udsmykning.
Uløseligt forbundne med C F Hansens tørre arkitektur er Thorvaldsens store kompleks af skulpturer, hvorom de første aftaler blev truffet 1819.
Den centrale skulptur er alterets store Kristus, og ved arkadepillerne står de tolv apostle, der ved ankomsten var for store til de nicher i pillerne, der var tiltænkt dem. I alternichen findes frisen med Jesu gang til Golgatha og i de to skriftestole Dåben og Nadveren.


Kirkens inventar

Den hårde medfart, kirken har været ude for, har ikke levnet noget af det gamle inventar, bortset fra altersølvet fra 1736-37, og af gravminderne er der heller ikke meget i behold.


Alterpartiet

Alterpartiet set forfra (KMJ)

Alterpartiet set fra venstre (KMJ)

Alterprydelsen er Thorvaldsens store Kristus-figur, som står i et tabernakel med to korinthiske søjler, der bærer en trekantgavl foran en nu rødmalet niche. Figuren var oprindelig bestemt til Slotskirken 1819, men blev 1828 opstiller her i gips. 1838 fik kirken tilladelse til at købe marmoreksemplaret, der opstilledes 1839. Fra barokkirken er som nævnt bevaret kalk, disk, oblatæske og vinkande fra 1736-1737 – sobre arbejder af O F Wilcken, og desuden er der tre nutidige kalke. Alterstagerne er fra 1858 i senklassicisme og et par store kandelabre fra 1828.


Døbefont

Døbefonten (KMJ)

Døbefonten er en knælende engel med muslingeskal, der er en gave fra kunstneren. Fonten er Thorvaldsens Dåbsengel, først opstillet i gips 1829, derpå i mormor 1839. Den står nogenlunde på den plads, hvor det oprindelig var meningen at anbringe prædikestolen.


Prædikestol

Prædikestolen (KMJ)

Det blev i 1827 vedtaget, at placere prædikestolen i nordsidens midt-arkade som en enkel, halvcylindrisk karnap, kun prydet med et kors og en mæander-frise.


Stolestader

Stoleværket er fra 1828.


Siddepladser

Kirken har 1.600 siddepladser.


Relieffer

Over fattigblokkene ses reliefferne Barmhjertigheden og Skytsenglen og over hovedindgangen i portikus’en Indtoget i Jerusalem. I hovedindgangens trekantfronton ses Johannes prædikende i ørkenen, oprindelig modelleret i terracotta, senere af forskellige kunstnere hugget i marmor og endelig 1928 støbt i bronze.


Orgel

Orgelet (KMJ)

Kirkens orgel er et Frobenius orgel fra 1965 med 53 stemmer. Orglet er opsat i vestende.


Klokker

Der er i tårnet fire klokker af forskellig herkomst. &Aelig;ldst er den såkaldte ”Niklokke” fra 1490, der stammer fra Antvorskov Klosterkirke og er støbt af Oluf Kegge. ”Middagsklokken” er støbt 1699 af Friderich Holtzmann med Christian V’s brystbillede og monogram, men det vides ikke, den oprindelig har hørt til. ”Stormklokken”, der er landets største, er fra 1828, støbt af Søren Hansen Hornhaver på Frederiksværk, og ”Søndagsklokken” fra 1876 er ligeledes fra Frederiksværk.


Portrætmalerier

På søjlerne i sideskibene hænger malerier og relieffer af kirkens biskopper og domprovster. På de små billeder til venstre ses A Bugge, H Fuglsang-Damgaard, J P Mynster og Eggert Christopher Tryde.


Gravminder

Af kirkens enorme rigdom på gravminder er der fra hele perioden op til bombardementet kun levnet enkelte rester, der er anbragt i sideskibene eller på korrundingens loft. I nordre sideskib er der et epitafium af sort marmor over rigsadmiral Jørgen Vind, † 1644, og Ingeborg Ulfstand.
Fra gravmindet over biskop Henrik Bornemann, † 1710, er bevaret hans portrætbuste, udført af Ths Quellinus. I søndre sideskib findes halvdelen af låget fra generalfeltmarskal Ulrik Frederik Gyldenløves (død 1704) sarkofag. I nordre sideskib er opsat en del kistebeslag. Blandt gravstensfragmenterne er det værd at nævne resterne af den sten, der var lagt over Peder Palladius, † 1560, nu i Nationalmuseet.
Af nyere gravmæler kan nævnes en stele fra 1834 over biskop Frederik Münther, † 1830, med portrætrelief af H E Freund, der også har udført et mindesmærke over J P Mynster, † 1854 (J A Jerichau) og stiftsprovst Just Henrik Paulli, † 1865, (H W Bissen). I skriftestolene er der portrætmalerier af stiftsprovsterne E C Tryde (W Marstrand, 1858) J H Paulli (Knud Larsen), P C Rothe (Carl Bloch, 1882) og Henry Ussing (L Tuxen, 1915), i søndre sidegang portrætter af biskop J P Mynster (J V Gertner, 1853) og stiftsprovst P Brodersen (Stefan V Pedersen, 1964), samt L Tuxens skitse af den store bispevielse 1923.


Kirkepersonale

Se liste med kirkepersonale her.





Retur til toppen

-- Copyright © kirkehistorie.dk 2007 -- Webmaster Kirsten Marie Jensen: kj@kirkehistorie.dk -- Opdateret d. 9.7.2012 --