D A N M A R K S K I R K E H I S T O R I E
historiske data om stifter, provstier, pastorater, sogne og kirker indtil år 2000
Vestervig Kirke
Adresse
Vestervig Kirke
Klostergade 1
7770 Vestervig
Se kort
Kirken er åben
Se opslagstavlen ved kirken.
Hjemmeside
www.vestervig-kirke.dk
Kirkebygningen
Kirken er opført ca. 1140, er tidligere klosterkirke, treskibet basilika, ualmindelig god akustik, ramme om hyppige koncerter, stiller krav til talestemmen. Mægtig som en domkirke og synlig videnom ligger Vestervig Kirke ensomt på kanten af et bakkedrag med fald mod vest. Særlig åben er udsigten over Nissum Bredning, der formodentlig i middelalderen har heddet Vestervigen og givet navn til klostret.
Vestervig Klosterkirke, som er den nuværende sognekirke, var formentlig indviet til den lokale helgen Skt. Thøger (samt muligvis Vor Frue) ligesom den tidligere, forlængst nedrevne Sognekirke Skt. Thøgers, hvis jorddækkede grundvold ligger ca. 200 m mod nordvest. Thøger skal ifølge legenden være født i Thüringen og via England og Norge kommet til Vestervig; her byggede han en kirke af ris og kviste, hvori han senere blev begravet; men da der om natten sås himmelsk lys ved hans grav, siges hans efterfølger at have ladet hans ben optage og hensætte på alteret. Skrinlæggelsen eller translationen er antagelig sket på Svend Estridsens tid (1067, en senere kilde nævner årstallet 1117). Da Jylland omkring 1060 deltes i Stifter, blev det ensomt beliggende Vestervig sæde for det nordligste bispedømme, et forhold der varede til mellem 1134 og 1139, på hvilket tidspunkt bispesædet flyttedes til Børglum; men selv herefter bevarede Vestervig med sine to storkirker en betydelig kirkelig stilling. Til kirken har der sikkert fra første færd været knyttet et kloster; men dettes ældste forhold er ukendte. Klosterstiftelsen med kanniker af augustinerordenen, hvis medlemmer muligvis har dannet et kollegiatkapitel, tilskrives Børglum-bispen Toke (omkring 1145-47); 1361 omtaler en Børglum-bisp "vore kapitler" i Børglum og Vestervig. Efter reformationen blev klostret len under kronen og klosterkirken sognekirke.
Den nuværende bygning består af rekonstrueret apsis og kor (arkitekt Mogens Clemmensen 1917-21), basilikabygget skib fra romansk tid og et sengotisk vesttårn; men oprindelig har planen været langt rigere og - ligesom den forsvundne Sognekirke - stærkt præget af engelsk-normanniske arkitekturstrømninger. Kirken, der har dannet nordfløjen i klosteranlægget, er - næst Viborg Domkirke - den anseligste nørrejyske kvaderstensbygning (godt 46 m); østpartiet havde, foruden det udvendige kvadratiske (rekonstruerede) kor med apsis, et tværskib, hvis fremspringende korsarme mod øst afsluttedes af småkapeller med apsis, og mellem dem og koret var (som i Viborg) indskudt kvadratiske sakristier. Mod vest har skibet været ca. 6 m længere end nu. Hele kirken har både ud- og indvendig været sat i velhugne granitkvadre.
Apsiden er ved halvsøjler, hvis til dels gamle kapitæler og baser er af Ribe-Viborg-type, delt i fem blænder-arkader. Af sakristier og tværskibskapeller var fundamenterne tilstrækkelige til at fastslå form og udstrækning.
Det énskibede tværskib har sprunget ca. 3 m frem foran langskibets sideskibe, og dets ydre længde har været ca. 15 m, mens den indvendige bredde (7,5 m) var noget større end langskibets. Langskibet er tredelt, med arkader til sideskibene og et højt, slankt vindue i højkirkemurene over hver arkade. Et skråkantet bånd under vinduerne har beskyttet sideskibstagenes tilstød, og spor efter sideskibenes spær og bjælker viser, at i alt fald den nordre ydermur har været ca. 60 cm lavere end nu. Sideskibsmurene, der mærkeligt nok aldrig har haft sokkel, er medtagne og ændrede (sydmuren helt ombygget), alle vinduer rekonstruerede.
I sengotisk tid blev kirken gennemgribende ombygget koret forlængedes med fjernelse af apsiden, korsarmene sløjfedes, skibets vestende amputeredes, hele kirken overhvælvedes, skibet dækkedes af ét stort sadeltag, og det kraftige vesttårn opførtes.
Disse arbejder er sandsynligvis blevet fremkaldt af en brand, hvorom mange ildskørnede sten bærer vidne, og de har sikkert gået hånd i hånd med ombygningen af klosterkomplekset, som nu blev et firlænget anlæg med østfløj til korets sydside og vestfløjen ført ind til det nyopførte tårn.
1703 hærgedes kirken og herregården (klostrets efterfølger) af en brand, der dog kun raserede kirkens tagværker. 1839-40 teglhængtes det store tag over skibet, der hidtil havde været blytækt. Sammen med nedbrydningen af herregårdens hovedbygning faldt også kirkens gotiske kor, som siden 1799, afskilret fra den øvrige kirke, havde gjort tjeneste som et tre-etagers kornmagasin. Til den ca. 1840 i korbuen opført spærremur føjedes snart et lille, femkantet sakristi, 1874 erstattet af en nyromansk apsis.
1917-21 hovedrestaureredes som nævnt den stærkt medtagne og meget forfaldne kirke, hvis skib på ny fik tredelt tag. Kirken står nu med blanke granitkvadre og ukalkede murkarme. Tagene er tækket med by.
Døre og vinduer
Koret har nu to go to vinduer samt dør i syd.
Ingen døre er bevarede på plads, idet det vestlige fag er nedrevet allerede i gotisk tid; men der har formodentlig været en dør i nordre og søndre langmur samt en vestportal i midtskibet. Under restaureringen fandtes levn fra mindst fire dørsteder; men nogle af kvadrene hidrørte sikkert fra Sognekirken. Af brudstykkerne er genskabt en søjlesmykket sydportal med tympanon (relief Kristus i mandorla holdt af to engle); desuden er der en ny nordindgang.
Billedsten
På forskellige billedkvadre og andre enkeltheder (nogle sandsynligvis hidrørende fra Skt. Thøger, en del i Nationalmuseet); berømtest blandt disse er "Vestervigs vartegn" på korets sydmur, med to menneske- og to djævleagtige hoveder mellem ranker og drager.
Tårnet
I den nuværende vestportal (i tårnet) sidder et par dørsten (fra Skt. Thøger) med menneskehoveder, ifølge indskrift "Abisag" og "Adam".
Det kraftige vesttårn er opført i forbindelse med en sengotisk gennemgribende restaurering af kirken.
Tårnet er forneden af granitkvadre, foroven af munkesten. Tårnrummet har været højdedelt i plan med det nuværende orgelgulv, og nederste etage (nu våbenhuset) må have virket som en forlængelse af klosterfløjens rum, med fire hvælv og midtpille; denne etage har muligvis ikke haft forbindelse til skibet; det har derimod næste stokværk, som når samme højde som hovedskibet og som dette er dækket af et ottedelt hvælv; mod vest har det et vældigt, flerfalset spidsbuevindue. En indbygget spindeltrappe i nordvesthjørnet fører til skibets loft og de to østre etager; der er to glamhuller til hvert verdenshjørne.
1588 blæste spiret ned, og nu er der sadeltag med gavle i øst og vest.
Indvendig er tårnet hvidtet.
Våbenhuset
Våbenhus findes i nedre tårnrum.
Sakristi
Der har været flere sakristier. Sakristierne har kun haft adgang fra koret. De små apsider har været dekoreret med bueslag båret af pilastre og halvsøjler. Sakristierne har antagelig været hvælvede.
Kirken indvendig
Korbuen, der danner den østlige korsskæringsbue, er bevaret. Højkirkemurenes arkader til sideskibene (nu fem, oprindelig seks) bæres af vekslende runde og rektangulære piller, de runde med meget lave, varierende kapitæler, de firkantede med kragbånd. Indvendig er kirken hvidtet.
Hvælvinger
Apsidens hvælv har sikkert været af frådsten.
De ældste hvælv (de to fag, der overdækker den bevarede rest af nordre korsarm) kan tidsfæstes til 1444 (jævnfør kalkmalerierne, se nedenfor).
Kalkmalerier
I kirken er der kalkmalerier fra seks forskellige tidspunkter.
Siddepladser
Kirken har 560 siddepladser.
Orgel
Kirkens orgel er et Marcussen & Søn orgel fra 1978 med 52 stemmer.
Helgengrav og Sct Thøger
Det fortælles, at paven lod grundlæggeren af Vestervig kloster, Sct. Thøger helgenkåre og hans jordiske rester blev, som skik og brug var, fremdraget fra jorden og blev ved en højtidelighed nedlagt i et helgenskrin. Det skal angiveligt være sket i 1117. Sct. Thøger var imidlertid ikke tilfreds, for en nat åbenbarede han sig for præsten ved kirken. Han trak stærkt på det ene ben og sagde, at skavanken skyldtes at man havde glemt en af hans knogler i jorden, da man gravede ham op. Det blev naturligvis rettet, og Sct. Thøger følte sig ikke foranlediget til at spøge mere.Bispen havde imidlertid nægtet at være til stede ved Thøgers helgenkåring og da højtideligheden var overstået, kom han til Vestervig, hvor han fik helgenskrinet åbnet. Så tændte han et bål på gulvet og smed en af Thøgers knogler i ilden åbenbart i den hensigt efterhånden at tilintetgøre hele skelettet. Men hvad skete ? - knoglen sprang af sig selv ud af ilden og landede på alteret. Endnu engang forsøgte bispen sig, men da resultatet blev det samme, bøjede han sig for Thøgers hellighed. Sandt at sige, er det dog yderst tvivlsomt, hvorvidt Thøger nogensinde blev helgenkåret, men for den danske befolkning stod han som en helgen og især i Nørrejylland dyrkedes han.
Barnegråd i kirken
I klosterkirken hørte man ofte et lille barn græde og klage, ja, det blev nogle gange så slemt, at præsten måtte afbryde prædiken. I midten af forrige århundrede hændte det imidlertid, at et stykke af kirkemuren nær det sydøstlige hjørne i skibet, skred ud og indenfor viste der sig et lille firkantet rum på hvis bund lå en hob aske og nogle små ben. Distriktslægen undersøgte knogleresterne og oplyste, at de stammede fra et ganske lille barn. Efter dette fund, er der aldrig hørt barnegråd i kirken, uden at det har haft en naturlig forklaring.
Afvikling af gudstjenester
Børnekor eller frivilligt kirkekor medvirker ved gudstjenester.
Kirketjenere
(1999) Ivan Hansen (-)
Kirkesangere
(1999) Carl Johan Nielsen (-)
Organister
(1999) Iar Mæland (-)
Organister
(1999) Vibeke Aarkrogh (-)
Gravminder på kirkegården
Liden Kirsten og prins Buris: På Vestervig kirkegård ligger en dobbelt, romansk gravsten, og under den er ifølge sagnet Valdemar den 1.’ søster Liden Kirsten og Prins Buris begravet. Stenen findes ud for kirkeskibets norddør og det er skik at brude efter vielsen lægger deres buket til parret, der elskede hinanden så højt, men først i døden forenedes.
Medens kongen var i felten, indledte Prins Buris et forhold til hans søster, og det endte med at Liden Kirsten blev frugtsommelig. Da Valdemar vendte hjem og opdagede hvad der var sket, dansede han Liden Kirsten ihjel, medens han lod øjnene udstinge på prinsen og kastede ham i fængsel. Liden Kirsten blev begravet på Vestervig klosters kirkegård og nogle år senere, da kongens vrede var kølnet lidt, lod han prins Buris flytte til Vestervig, hvor han hensattes i et tårn, der vendte ud mod kirkegården. Han var bundet om livet med en jernlænke og den var så lang, at han kunne nå hen på sin elskedes grav, som han besøgte hver dag.Dronningen, som var søster til Buris, havde altid hadet Liden Kirsten og viste engang sin hån ved at ride over hendes grav. Stenen var dog ikke så hård som dronningens hjerte, hestens hov satte et kendeligt mærke i den. Da prins Buris døde, blev han gravsat i forlængelse af Liden Kirsten og hermed var en såre bedrøvelig kærlighedsaffære slut. Gravstedet kan i dag beses på Vestervig kirkegård nord for indgangen til kirken.
Gravere
(1999) Ivan Hansen (-)
Retur til toppen
Copyright © Kirkesogne.dk 2007
