En degns skæbneDet er om en degn i Førslev, der blev dømt for mere end han egentlig var skyld i og forholdet mellem degn og præst var ikke altid det bedste forhold dengang. I 1765 aflægger Niels Lorentzen Flade ed over for sin biskop, på at være kaldet til degn i Førslev og Sneslev Sogne, sværger og lover at han med flid vil lære ungdommen, morten Luthers lille katekismus med sine ord og forklaring, at han vil følge hans kongelige majestæts love. At han vil udføre sit embede inden og udenfor kirken i en sand gudfrygtighed med bøn og påkaldelse, og lover at ingen vil drage ham i tvivl eller påføre ham dårlig omtale. At han vil tjene sin præst, provst og biskop, som er hans gejstlige øvrighed og adlyde som kristeligt og ret er. Det er en kort beskrivelse af, hvad det vil sige at være degn dengang. Niels Lorentzen flade er født 1736 i København. Hans forældres højeste ønske var at se ham som præst. Han blev student i 1758, men samme år falder forældrene væk på grund af pesten. Præst blev han ikke og han levede en omskiftelig tilværelse i København, indtil han med venners hjælp bliver degn i Førslev og Sneslev Sogne i Ringsted Herred. Med embede, bolig og en løn på ca. 100 rigsdalere om året, kunne han gifte sig med sin kære Anna Cathrine Albrechtsdatter fra Kerteminde, der havde holdt fast ved ham i fem år, trods hans udskejelser. Men at komme fra København til to små kirkesogne, var noget andet og mere end folk i almindelighed troede. Han bestræbte sig til at udfylde sin plads, men vilkårene svarede ikke altid til kravene. I Førslev gik kun halvdelen af børnene i degneskolen, den anden halvdel skulle gå i Terslev Kongelige skole, da en del af gårdene henhørte til kronens gods. Han beskriver selv de to sogne som fattige, hvor unge som gamle var dorske og ingen regnede degnen for noget. Heller ikke sognepræsten som var Jacob Brodersen, der mere brugte ham som løbedegn og for hvem han jævnligt var på vandring rundt i begge sogne med skrivelser og andet. Han drak måske lidt for meget af brændevinsflasken og var ikke altid helt ædru, når han mødte op i kirken. Hvilket bevirkede, at han nogen gange af præsten blev irettesat i menighedens påhør, også at han behandlede sin kone dårligt. Det var jo ikke præsten ukendt, da de boede dør om dør. Hen ad året 1775 begyndte det at gå galt. Han var jævnligt sammen med degnen i Nordrup, der også havde et dårligt forhold til sin sognepræst Henning Ulrik Fugl. Begge degne følte, de var i samme situation. Den 25. november 1775 opstår der en brand i degneboligen og både degnebolig og præstebolig brænder ned til grunden. Præsten Jacob Brodersen skrev til biskoppen at "et ondt menneske" havde påsat branden og at degnen havde mishandlet sin kone. To uger senere arresteres degnen, mistænkt for ildspåsættelse. Han fastholder sin uskyld, men erkender at have slået sin kone og børn, der havde lagt sig imellem dem. Den dag branden opstod, havde han gået rundt i sognene med skrivelser og havde flere steder fået et krus brændevin. Han udtaler, at da ilden opstod, havde han sovet rusen ud. Men alligevel blev der anlagt en generalfiskalsag mod ham. Vidner var der mange af, men det var ikke meget de kunne sige. Vidneudsagnene peger ofte mod hævn og sladder eller frygten for højerestående personer. Af venlighed havde han kun provst Daniel Winther fra Haslev, der besøgte ham flere gange i fængslet. Han hjalp også konen Anne Cathrine Albrechtsdatter og deres 5 børn. Så hun fik en kongelig resolution den 12. juli 1777 så hun kunne beholde embedet til et år efter hans domsfældelse. Så hun kunn nyde indtægterne mod at lade arbejdet udføre af en duelig person. Niels Lorentzen Flade får sin dom den 10. marts 1777 og den lød på fæstningsarbejde på livstid (fæstningsarbejde var slavearbejde som de færreste slap levende fra). Provst Daniel Winther hjælper konen til i 1778 at afstå embedet til Jens Jacob Blok. Hun skal aflevere degneboligen Mikkelsdag. Blok skal holde hende med pension på 20 rigsdalere og en tønde byg årlig, uanset om han sidder i embedet i Førslev eller fraflytter det. Hvis hun skulle dø, skal han give hendes 5 børn fuld pension til det fyldte 15. år. Han skal levere hende 10 læs tørv, give græs og foder til 1 ko og 1 får. Hun gives en byggegrund af degnejorden, beliggende mod gaden, der går fra porten til kirkemuren. Han skal betale hende 20 rigsdalere til opførelsen af hendes hus på grunden. Huset skal være hørende til degneboligen. Han skal yde hende meget og skulle han forlade embedet, skal han betale hende 100 rigsdalere. Det er en ordning, der lægger et stort pres på den ny degn. Den 16. august 1780 blev sagen mod Niels Lorentzen Flade genoptaget til benådning og provst Daniel Winther måtte tale med hans hustru, om hun ville genforenes med sin mand, hvis han blev benådet. Hun så gerne han fik sin frihed, men ville ikke flytte sammen med ham, da hun ikke mente, han havde forandret sig. Provsten fik også det indtryk, at beboerne i Førslev frygtede hans tilbagevenden. Han blev benådet, men med den betingelse, at han ikke måtte opholde sig på Sjælland. Han sejler derfor til Fyn og slår sig ned i Nyborg. for Anne Cathrine Albrechtsdatter og hendes 5 børn sket der det, at Jens Jacob Blok efter 3 år på embedet desværre gik hen og døde. Det var der ikke taget hensyn til i kontrakten, så hun måtte forlade Førslev. Hun flyttede til København med hjælp fra provst Winther og var herefter overladt til sig selv. Den 22. maj 1782 indgav Niels Lorentzen Flade en bønskrift til kongen om at måtte forlade Danmark. Provst Daniel Winther godkender det til bevilling, således at han skulle sejle til København og kun gå hen til det skib, der skulle sejle ham til Guinea. I de 12 dage skibet "Håbet" lå i Københavns Havn, måtte han kun opholde sig under dækket. Med håbet om at se et kort glimt af hans familie, han mente, der nok levede en kummerlig tilværelse i København; - stod han daglig og spejdede ud gennem koøjet, men han fik dem ikke at se. Ved afsejling fra København måtte han opholde sig på dæk og han sidder ved stormasten, med vinden mod nord og skibet krydsende op gennem Øresund og skriver det sidste brev, man har fra ham. Han følte sig dømt hårdere end han fortjente og hans dom blev både konens, 5 børns og hans egen dybe ulykke. Da skibet krænger sidste gang havde han Kronborg til bagbord, han afslutter brevet med ordene: "var jeg end en ringe degn og et slet menneske, en dårlig far og en hidsig ægtemand. Og det var jeg, men brandstifter var jeg ikke ligesom jeg aldrig har haft i sinde at ville brænde min sognepræst inde. Så sandt hjælpe mig Gud og hans hellige ord. Amen!" Historien skrevet af Ove Nielsen, Førslev, til det lokalbladet i Førslev Sogn. Tilbage til kirkepersonale ved Øde Førslev Kirke Retur til toppen |